Dehydrering af organisationen

Efter fiksering og vask indeholder organisationen en stor mængde vand, som ikke kan blandes med paraffin. Derfor skal dehydrering udføres før voksning og indstøbning.
Dehydrering: refererer til processen med at erstatte vand i væv med et bestemt kemisk reagens.
Dehydrering bør være en langsom reaktionsproces. Hvis koncentrationsgradienten af ​​væsken mellem de indre og ydre dele af organisationen er for stor, hvilket resulterer i hurtig diffusion af væskeudveksling på cellemembranen, kan det øge celletab. Af denne grund skal prøven behandles med en række reagenser med gradvist stigende koncentrationer. Overdreven dehydrering kan føre til vævshærdning, skørhed og atrofi; Ufuldstændig dehydrering kan hæmme rengøringsmidlets indtrængning i væv, hvilket får prøven til at blive blød og ude af stand til at trænge ind. Der er mange typer af dehydreringsmidler, herunder ethanol, ethanolacetone, methanol, isopropylethylenglycol og denatureret ethanol. Hvis ethanol vælges som dehydreringsmiddel, skal vævet først gennemblødes i 70 % ethanol, efterfulgt af 95 % og 100 % opløsninger. Blødt væv foreslår at starte forarbejdningsproceduren med 30 % ethanol.
Det mest almindeligt anvendte dehydreringsmiddel er ethanol.
Alkohol har en stærk dehydreringsevne og har negative virkninger på vævshærdning og skørhed. Når det er i brug, er det normalt fra lav koncentration til høj koncentration, og koncentrationsserierne er normalt 70 %, 80 %, 90 %, 95 % og 100 %. I klinisk praksis, når der anvendes alkoholholdigt fikseringsmiddel til at fiksere væv, (Carnoys, AAF-opløsning), behøver væv ikke at gå gennem lave koncentrationer af alkohol og kan direkte gå ind i 95 % alkoholdehydrering.